Pia Kjærsgaard svarar aftur upp allar ákærurnar, sum eru komnar frá allari verðina, um tá ið hon bað Mette Abildgaard fara út úr Fólkatingssalinum við hennara 5 mánaða gamla barni og lesi hennara blog herundir og rætt hevur Pia Kjærsgaard og hvat gerð Mette Abildgaard í Fólkatinginum, tá ið hon eigur at vera í barsil. Valið nærkast eisini í Danmark.
Jeg må indrømme, at det postyr, som sagen omkring det konservative folketingsmedlem Mette Abildgaard og hendes lille baby har givet anledning til, er kommet bag på mig. Historien er gået verden rundt. Selv arabiske medier har sågar skrevet om sagen – vel nok mest fordi de må undre sig over, at en kvinde overhovedet kan finde på at medbringe sit barn i et parlament.
Selv tænkte jeg ikke nærmere over det, da jeg i tirsdags fra formandsstolen lige bad folketingssekretæren om at minde Mette Abildgaard om, at hun ikke skulle sidde i salen med sin baby. Med det samme kunne jeg se, at iPhonen blev hevet frem, og at Mette Abildgaard begyndte at skrive på den, ligesom hun også var hurtig til at søge sympati hos nogle af Enhedslistens folketingsmedlemmer.
Men hun lod sig ikke nøje med det. En sagesløs folketingsbetjent skulle også spændes for vognen og blev fotograferet med lille Esther Marie på armen. Ingen har spurgt ham, om han er indforstået med, at det billede nu er gået hele verden rundt.
Folketingssalen skal være et ophøjet sted. Et alvorligt sted. Her træffer landets højeste forsamling af folkevalgte politikere beslutninger, som vedrører hele den danske befolkning. Det er ikke en forsamlingssal for sentimentalitet, pjat og sensationshunger. Som folketingsmedlem har Mette Abildgaard særdeles store privilegier i forhold til betalt barsel og et højt vederlag, der burde give alle muligheder for pasning af et barn – også i ”ekstraordinære” situationer.
Af Folketingets forretningsorden fremgår det, at formanden ”sørger for opretholdelse af god orden og en værdig forhandlingsform”. Det kan opfattes som en lidt elastisk paragraf, men efter min opfattelse hører børn ikke hjemme i en folketingssal, hvor kun medlemmer og Folketingets ansatte i øvrigt har adgang. Det handler om selve folkestyrets værdighed.
Muligvis ville en anden formand have truffet en anden beslutning og tilladt Mette Abildgaard at sidde i salen med sit barn, men en sådan beslutning ville skabe præcedens – så ville grænsen for acceptabel adfærd gradvist blive rykket. Derfor har jeg det fint med min beslutning, som måske endda meget passende kan give anledning til en debat om børn på arbejdspladser.
Hvor længe man ønsker at være på barsel, må være den enkeltes valg, også hvordan den fordeles mellem moderen og faderen – men det må da alligevel undre, at et folketingsmedlem med et barn på fem måneder ikke er på barselsorlov eller har truffet foranstaltninger for pasning. Er det ikke netop barselsorloven, som så mange kvinder gennem tiden har kæmpet for? Er det ikke optimalt for barnets tarv at være tæt på moderen i de første måneder af dets liv? Forældre har i dag heldigvis stor frihed til at planlægge barnets første år, som de vil. Men det skal ikke bruges i en valgkamp.
Pia Kjærsgaard
Jeg må indrømme, at det postyr, som sagen omkring det konservative folketingsmedlem Mette Abildgaard og hendes lille baby har givet anledning til, er kommet bag på mig. Historien er gået verden rundt. Selv arabiske medier har sågar skrevet om sagen – vel nok mest fordi de må undre sig over, at en kvinde overhovedet kan finde på at medbringe sit barn i et parlament.
Selv tænkte jeg ikke nærmere over det, da jeg i tirsdags fra formandsstolen lige bad folketingssekretæren om at minde Mette Abildgaard om, at hun ikke skulle sidde i salen med sin baby. Med det samme kunne jeg se, at iPhonen blev hevet frem, og at Mette Abildgaard begyndte at skrive på den, ligesom hun også var hurtig til at søge sympati hos nogle af Enhedslistens folketingsmedlemmer.
Men hun lod sig ikke nøje med det. En sagesløs folketingsbetjent skulle også spændes for vognen og blev fotograferet med lille Esther Marie på armen. Ingen har spurgt ham, om han er indforstået med, at det billede nu er gået hele verden rundt.
Folketingssalen skal være et ophøjet sted. Et alvorligt sted. Her træffer landets højeste forsamling af folkevalgte politikere beslutninger, som vedrører hele den danske befolkning. Det er ikke en forsamlingssal for sentimentalitet, pjat og sensationshunger. Som folketingsmedlem har Mette Abildgaard særdeles store privilegier i forhold til betalt barsel og et højt vederlag, der burde give alle muligheder for pasning af et barn – også i ”ekstraordinære” situationer.
Af Folketingets forretningsorden fremgår det, at formanden ”sørger for opretholdelse af god orden og en værdig forhandlingsform”. Det kan opfattes som en lidt elastisk paragraf, men efter min opfattelse hører børn ikke hjemme i en folketingssal, hvor kun medlemmer og Folketingets ansatte i øvrigt har adgang. Det handler om selve folkestyrets værdighed.
Muligvis ville en anden formand have truffet en anden beslutning og tilladt Mette Abildgaard at sidde i salen med sit barn, men en sådan beslutning ville skabe præcedens – så ville grænsen for acceptabel adfærd gradvist blive rykket. Derfor har jeg det fint med min beslutning, som måske endda meget passende kan give anledning til en debat om børn på arbejdspladser.
Hvor længe man ønsker at være på barsel, må være den enkeltes valg, også hvordan den fordeles mellem moderen og faderen – men det må da alligevel undre, at et folketingsmedlem med et barn på fem måneder ikke er på barselsorlov eller har truffet foranstaltninger for pasning. Er det ikke netop barselsorloven, som så mange kvinder gennem tiden har kæmpet for? Er det ikke optimalt for barnets tarv at være tæt på moderen i de første måneder af dets liv? Forældre har i dag heldigvis stor frihed til at planlægge barnets første år, som de vil. Men det skal ikke bruges i en valgkamp.
Pia Kjærsgaard
RSS Feed
