Hann torir at stýra og gongur høgt uppí tað einstaka menniskja og so sjálvandi prioterar hann útjaðaran hægst, har hann er fyrsti forsetamálaráðharrin, sum tordi at desentralisera og flyta alment arbeiðspláss frá høvuðstaðnum og út til útjaðaran. Her í Føroyum hava vit ongan politikkara sum hevur nossir til tað.
Annars her ein fitt søga frá Lars Løkke, sjá niðanfyri:
Åh, Mona, Mona, Mona..
Skolen er præcis så god, som den lærer man har! Cirka sådan er der mange, der har beskrevet den danske folkeskole. Og der er nok en del om snakken. Jeg tror vi alle sammen kan huske den lærer, der gjorde en forskel til den gode side – og måske også ham eller hende, der ikke rigtigt havde greb om klassen…
Da jeg gik i 1973 gik i 3. klasse fik vi en ny klasselærer. Hun hed Mona. Det var – i hvert fald for mig – et skelsættende skoleår. Græsted skole var vokset ud af sine rammer, så vi 3. klasser blev undervist på en lille, nedlagt skole i Alme – fire km. uden for Græsted. Når formiddagens undervisning var slut, tog lærerne tilbage til Græsted skole, mens et nyt hold lærere kørte den anden vej. Så midt på dagen var vi faktisk overladt til os selv. Det var – anderledes… Og det havde næppe gået i dag. Men vi havde et fantastisk år: Vi indtog skolens loftrum og lavede klub i det lange spisefrikvarter. Vi løste selv vores konflikter. Vi sleb kulturelle kanter af på hinanden, da vi i efterårets løb tog imod den første ikke-vestlige skoleelev i Græsted – Ibrahim fra Tyrkiet. (Hans familie blev senere mine gode naboer i Græsted.)
Men først og fremmest husker jeg 3. klasse på grund af Mona. Hun var ung og relativt nyuddannet, og hun pressede mig helt ud over kanten. Jeg var vant til, at vi fik staveord for. Dem knoklede jeg igennem med min mor og havde altid nul fejl, men så pludselig en dag – som lyn fra en klar himmel og ganske, ganske urimeligt :-) – var der diktat UDEN forberedelse. Rædselsfuldt. Masser af fejl. Men også en øjenåbner – og så gav hun et par fif, der lærte mig at knække koden. Jeg havde problemer med nutids-r’erne. Havde svært ved at høre forskel på f.eks. ”lære” og ”lærer”. ”Prøv at erstat det med et ord, du tydeligt kan høre forskel på – f.eks. synge,” sagde Mona. Og så kom det pludseligt meget lettere. Jeg kunne jo godt høre forskel på ”jeg synge en sang” og ”jeg synger en sang”. Ret banalt, men vigtigt for mig.
Og sådan var hun. En fantastisk lærer. Totalt i øjenhøjde, men alligevel med et gennemslag, en karisma og en autoritet, så vi aldrig var i tvivl om, at hun havde kommandoen.
Åh, Mona, Mona, Mona
nu kom endelig den dag
hvor jeg tør sig’ dig alt
du var der, da det galt… – for alle.
I 3. klasse fik vi en ny klasselærer, Mona. (Det er mig med lapperne på bukserne til venstre i biledet foran Mona.)
Årets FB-julekalender handler om mennesker, som har gjort et særligt indtryk på mig i årets eller årenes løb. Du er velkommen til at hjælpe min hukommelse på gled ved at skrive i kommentarfeltet.
Kelda: Facebookprofilurin "Lars Løkke Rasmussen"
SáH
Annars her ein fitt søga frá Lars Løkke, sjá niðanfyri:
Åh, Mona, Mona, Mona..
Skolen er præcis så god, som den lærer man har! Cirka sådan er der mange, der har beskrevet den danske folkeskole. Og der er nok en del om snakken. Jeg tror vi alle sammen kan huske den lærer, der gjorde en forskel til den gode side – og måske også ham eller hende, der ikke rigtigt havde greb om klassen…
Da jeg gik i 1973 gik i 3. klasse fik vi en ny klasselærer. Hun hed Mona. Det var – i hvert fald for mig – et skelsættende skoleår. Græsted skole var vokset ud af sine rammer, så vi 3. klasser blev undervist på en lille, nedlagt skole i Alme – fire km. uden for Græsted. Når formiddagens undervisning var slut, tog lærerne tilbage til Græsted skole, mens et nyt hold lærere kørte den anden vej. Så midt på dagen var vi faktisk overladt til os selv. Det var – anderledes… Og det havde næppe gået i dag. Men vi havde et fantastisk år: Vi indtog skolens loftrum og lavede klub i det lange spisefrikvarter. Vi løste selv vores konflikter. Vi sleb kulturelle kanter af på hinanden, da vi i efterårets løb tog imod den første ikke-vestlige skoleelev i Græsted – Ibrahim fra Tyrkiet. (Hans familie blev senere mine gode naboer i Græsted.)
Men først og fremmest husker jeg 3. klasse på grund af Mona. Hun var ung og relativt nyuddannet, og hun pressede mig helt ud over kanten. Jeg var vant til, at vi fik staveord for. Dem knoklede jeg igennem med min mor og havde altid nul fejl, men så pludselig en dag – som lyn fra en klar himmel og ganske, ganske urimeligt :-) – var der diktat UDEN forberedelse. Rædselsfuldt. Masser af fejl. Men også en øjenåbner – og så gav hun et par fif, der lærte mig at knække koden. Jeg havde problemer med nutids-r’erne. Havde svært ved at høre forskel på f.eks. ”lære” og ”lærer”. ”Prøv at erstat det med et ord, du tydeligt kan høre forskel på – f.eks. synge,” sagde Mona. Og så kom det pludseligt meget lettere. Jeg kunne jo godt høre forskel på ”jeg synge en sang” og ”jeg synger en sang”. Ret banalt, men vigtigt for mig.
Og sådan var hun. En fantastisk lærer. Totalt i øjenhøjde, men alligevel med et gennemslag, en karisma og en autoritet, så vi aldrig var i tvivl om, at hun havde kommandoen.
Åh, Mona, Mona, Mona
nu kom endelig den dag
hvor jeg tør sig’ dig alt
du var der, da det galt… – for alle.
I 3. klasse fik vi en ny klasselærer, Mona. (Det er mig med lapperne på bukserne til venstre i biledet foran Mona.)
Årets FB-julekalender handler om mennesker, som har gjort et særligt indtryk på mig i årets eller årenes løb. Du er velkommen til at hjælpe min hukommelse på gled ved at skrive i kommentarfeltet.
Kelda: Facebookprofilurin "Lars Løkke Rasmussen"
SáH
RSS Feed
