
Han har siddet på såkaldt tålt ophold i Center Sandholm, men i tiden op til sin sidste anholdelse, havde han ikke meldt sig i hele 505 dage. Hvordan kan det lade sig gøre? Hvorfor skred man ikke ind og satte manden bag lås og slå? Nu er det hele endt med, at en mentalundersøgelse lægger op til en mulig forvaringsdom – altså tidsubestemt straf.
Hvem er Danny Abdallah så? Ja, han kom til Danmark i 1992 som flygtning fra Libanon og kvitterede for gæstfriheden med at begå omfattende kriminalitet. Allerede i 2003 modtog han en udvisningsdom, som altså aldrig blev udført på grund af truslen om dødsstraf i hjemlandet. Herefter fortsatte han ufortrødent sin kriminelle løbebane og fik igen en udvisningsdom.
Og hvad med øvrige 300 kriminelle på tålt ophold? Ja, politiet aner i mange tilfælde ikke, hvor de befinder sig.
Hvilket signal sender den manglende konsekvens til de kriminelle? Hvilket signal sender den manglende konsekvens til danskerne? Ja, de førstnævnte kan læne sig tilbage og fortsætte deres kriminelle løbebane, fordi udvisningerne aldrig bliver gennemført, mens danskerne sidder tilbage med en kombination af utryghed, manglende tillid til retssystemet og økonomiske tømmermænd. Det er nemlig dem, der skal betale hele regningen.
Det kan simpelthen ikke være rigtigt. At nogle kriminelle ikke kan udvises efter afsonet straf er én ting. Det kan være svært at løse. Men at de skal have mulighed for at fortsætte deres kriminelle karriere er ganske enkelt uacceptabelt. Så længe de ikke kan udvises og ikke frivilligt forlader landet, må de forvares under forhold, som umuliggør at de kan begå ny kriminalitet. Ellers bliver tilliden til retsstaten komplet udhulet.
Kelda: Facebook "Pia Kjærsgaard"