Det er i mine øjne et ekstremt spild af danskernes skattekroner.
Derfor har jeg nu kaldt justitsministeren i samråd.
Hele 14 politifolk blev sendt til Afrika for at bevogte den indlagte pirat, og herhjemme har politiet brugt omkring 1.400 timer på efterforskning af sagen.
Det er fuldstændig vanvittigt, hvilket jeg allerede sagde tilbage i januar, da det blev annonceret, at regeringen ville importere den etbenede pirat hertil.
Regeringens forberedelse af fregatten Esbern Snares indsats i Guineabugten var udtryk for den totale inkompetence.
Man sendte danske soldater ud på mission mod pirater uden nogen aftale om aflevering af fanger og mistænkte pirater til de lokale myndigheder.
Det var at falde vores egne soldater i ryggen, og det var langt ud over kanten for ansvarlig regeringsførelse.
Nu skal vi danskere så trækkes med piraten, der kommer til at leve med et dansk sundhedsvæsen til sin disposition og på livslang forsørgelse.
Vi har ingen udsigt til at slippe af med ham igen, men selvom skaden er sket, må regeringen stå til ansvar for dens handlinger.
Derfor vil jeg blandt andet kræve justitsministeren svar på, om han mener, det er hensigtsmæssigt, at vi har internationale forpligtelser, der leder til denne situation.
For politikere må og skal ikke have lov til at vaske hænder med henvisning til internationale forpligtelser, når de i den grad spilder danskernes skattekroner.
Pernille Vermund, 16-03-2022