I dag er det den 8. marts – kvindernes internationale kampdag. I år kan man endda fejre 110 års jubilæum. Siden den første kampdag så dagens lys i 1910, er der da også sket store fremskridt. Ikke mindst her i Danmark, hvor indførelsen af kvinders stemmeret i 1915 er blandt højdepunkterne.
Vi er kommet langt med ligestillingen i Danmark. Så meget desto mere springer det i øjnene, hvor galt det står til med kvinders stilling i visse indvandremiljøer. I TV2 dokumentaren ”Min livsfarlige familie” som blev vist i februar måned, så vi nok engang, hvordan den forfærdelige sociale kontrol udøves. Hvordan vold og anden aggressiv adfærd desværre er hverdagen for nogle muslimske kvinder.
De alvorlige sager om social kontrol og æresrelaterede forbrydelser som dokumentaren skildrer, er desværre ikke særtilfælde. Så sent som i går kunne man i Kristeligt Dagblad læse, hvordan der foregår en omfattende social kontrol af unge med indvandrebaggrund. I en større undersøgelse svarer halvdelen, at de ikke må have kærester for deres familie, ligesom hver fjerde ikke selv må vælge ægtefælle.
Det er grotesk, at der i Danmark lever mennesker, for hvem ære er så afgørende, at man ikke skyer nogen midler til at tvinge sin middelalderlige livsform igennem. Derfor bør social kontrol være det overskyggende tema, når vi i dag fejrer kvinders internationale kampdag.
Der er brug for, at vi gør fælles front mod den sociale kontrol. Det er mig ubegribeligt, at der fortsat – særligt på venstrefløjen – er så stor berøringsangst over for det her emne. Eller når liberale på højrefløjen eksempelvis vægter individets ret til at gå med tørklæde over de her unge pigers ret til selv at bestemme over egen krop og hvem man vil giftes med.
Hvor ville det dog klæde kvindekampen, hvis man havde modet til at stå op imod de muslimske miljøers undertrykkelse af kvinder. I stedet kommer kvinders stilling hurtigt til at handle om, hvor mange replikker kvindelige skuespillere har i forhold til deres mandlige kollegaer.
Det muslimske tørklæde er for mig en rød klud i ansigtet på kvindekampen. Det signalerer, at kvinder er mindre værd. For mig at se hører tildækning af små piger derfor slet ikke hjemme i skoler og daginstitutioner. I det hele taget så jeg gerne et generelt forbud mod tørklædet i offentlige institutioner.
Kvindekampen anno 2020 bør derfor handle om, hvordan vi kan gøre op med islams forstokkede kvindesyn. Skal en kamp for kvinders rettigheder give mening, så er vi nødt til at få gjort op med den sociale kontrol. Og hellere i dag end i morgen.
Pia Kjærsgaard 08.03.2020
Vi er kommet langt med ligestillingen i Danmark. Så meget desto mere springer det i øjnene, hvor galt det står til med kvinders stilling i visse indvandremiljøer. I TV2 dokumentaren ”Min livsfarlige familie” som blev vist i februar måned, så vi nok engang, hvordan den forfærdelige sociale kontrol udøves. Hvordan vold og anden aggressiv adfærd desværre er hverdagen for nogle muslimske kvinder.
De alvorlige sager om social kontrol og æresrelaterede forbrydelser som dokumentaren skildrer, er desværre ikke særtilfælde. Så sent som i går kunne man i Kristeligt Dagblad læse, hvordan der foregår en omfattende social kontrol af unge med indvandrebaggrund. I en større undersøgelse svarer halvdelen, at de ikke må have kærester for deres familie, ligesom hver fjerde ikke selv må vælge ægtefælle.
Det er grotesk, at der i Danmark lever mennesker, for hvem ære er så afgørende, at man ikke skyer nogen midler til at tvinge sin middelalderlige livsform igennem. Derfor bør social kontrol være det overskyggende tema, når vi i dag fejrer kvinders internationale kampdag.
Der er brug for, at vi gør fælles front mod den sociale kontrol. Det er mig ubegribeligt, at der fortsat – særligt på venstrefløjen – er så stor berøringsangst over for det her emne. Eller når liberale på højrefløjen eksempelvis vægter individets ret til at gå med tørklæde over de her unge pigers ret til selv at bestemme over egen krop og hvem man vil giftes med.
Hvor ville det dog klæde kvindekampen, hvis man havde modet til at stå op imod de muslimske miljøers undertrykkelse af kvinder. I stedet kommer kvinders stilling hurtigt til at handle om, hvor mange replikker kvindelige skuespillere har i forhold til deres mandlige kollegaer.
Det muslimske tørklæde er for mig en rød klud i ansigtet på kvindekampen. Det signalerer, at kvinder er mindre værd. For mig at se hører tildækning af små piger derfor slet ikke hjemme i skoler og daginstitutioner. I det hele taget så jeg gerne et generelt forbud mod tørklædet i offentlige institutioner.
Kvindekampen anno 2020 bør derfor handle om, hvordan vi kan gøre op med islams forstokkede kvindesyn. Skal en kamp for kvinders rettigheder give mening, så er vi nødt til at få gjort op med den sociale kontrol. Og hellere i dag end i morgen.
Pia Kjærsgaard 08.03.2020
RSS Feed
